Pressemeddelelse 21. maj 2010
Rigtige mænd og rigtige kvinder til Assens
Programmet for Hit med Assens 2010 er på gaden
For tredje gang vil haven og pladsen omkring den gamle trælade i Plums Gård komme til at danne ramme om folkefesten Hit med Assens. Hele fem bands vil lørdag den 14. august fylde haven med musik af TV2, Gasolin, Shubidua, Sneakers og Thomas Helmig.
Rigtige Mænd spiller TV2 og rigtige kvinder spiller musik af Gasolin. Vinderen af dette års danske melodi grandprix Christina Chanée vil bringe dig tilbage til de gode gamle Sneakers dage. Og Den Røde Tråd? De spiller musik af Shubidua!
Kvinder der spiller Gasolin...! Kan man det ?
Ja gu’ ka’ man så – udtaler idémanden bag Hit med Assens, Mogens Lykke. Kig bare på plakaten! Du vil blive meget overraskede over hvor høj oktan de brænder af, de fem tøser – siger Mogens Lykke, og refererer til plakatens motiv hvor Gasoline udlever en stregtegning fra et gammelt Gasolin album.
- I år vil vi i endnu højere grad samle den røde tråd op efterkomme vores egne krav om, at lave en hyggelig havefest hvor retro-musik, hygge og samvær er i højsædet. Programmæssigt skal dagen forme sig som et tilbageblik, eller rettere, et glædeligt genhør med alle de gode sange som er gået hen og blevet hits og evergreens. Det har jo været konceptet siden vi lancerede Hit med Assens første gang, og det er det vi forfølger og lever helt ud nu, siger Mogens Lykke.
Som pendant til de mange sommerfestivaler og Open Air arrangementer, blev Hit med Assens etableret i 2008 og præsenteret som en retrospektiv festival med navne som Walkers, Søren Berlev Gas Show, Billy Cross, Red Squares og På Slaget 12.
Hvad med kendisserne fra den danske stjernehimmel?
Det her er ikke et arrangement hvor vi byder på aktuelle navne eller præsenterer morgendagens musik. Det er en havefest hvor nøgleordene er velkendt musik, syng med, hygge, god stemning og samvær. Vi garanterer en god oplevelse - og kvaliteten giver vi ikke køb på. Mange af musikerne der spiller denne dag er jo kendt fra andre sammenhæng som f.eks. Carpark North, James Sampson, Peter Belli, Gangway, Troels Trier & Rebekka Brüel o.m.a. Så der er altså tale om gode gedigne musikere der kan deres kram.
Kærlighed, kærlighed og mere kærlighed
Publikum bliver dog ikke snydt for en enkelt kendis: Master Fatman, der selv er udøvende musiker med forkærlighed for evergreens og underholdningsmusik, skal binde det store 9 timers musikprogram sammen.
Og så har du valgt en kosmisk konferencier? - Ja, Master Fatman er formentlig landets eneste kosmiske konferencier, som kan indkredse arrangementet med kærlighed, kærlighed og mere kærlighed. Og det er jo netop det vi vil med dette arrangement. Så man kan da ikke forestille sig en bedre konferencier sådan en dag, siger Mogens Lykke.
- Master Fatman er jo kendt fra tv-underholdning, reklamer, klummer og alt det andet, der har skabt hans krøllede karriere. Men i virkeligheden aner kun ganske få, at der bag den muntre maske gemmer sig et storsindet, filosofisk menneske. Gennem livet har han hver dag levet efter sin filosofi om, at varme, menneskelige relationer er det eneste, der betyder noget.
Kosmisk After Party
Hit med Asens er igen i år tilrettelagt i samarbejde med Tobaksgaardens kulturchef Lasse Tajmer. Og derfor er det også her, at festen igen i år skal slutte. Når sidste tone klinger ud i Plums Gård, fortsætter festen i Tobaksgaarden, hvor der vil være Kosmisk After Party med Master Fatman som DJ. Master Fatman er en af landets mest efterspurgte DJs spilles velvalgte hits med kærlighed og god karma.
- Master Fatman er altid velforberedt og i godt humør, og har lovet at medbringe sin omfattende pladesamling der spænder fra tyske schlagere og disco, til det mest svedige sorte 70’er funk og groovy jazz.
Billetterne til Hit med Assens kan købes i Tobaksgaarden og koster kr. 225,- og de første 200 der køber billet til Hit med Assens får gratis adgang til Kosmisk After Party – andre må betale kr. 60,- + gebyr.
FAKTA
Sted: Plums Gård - Assens Dato: 14. august 2010 Tid: kl. 14-23 Billetsalg: Tobaksgaarden, 64 71 20 31 Køb din billet online: www.billetnet.dk Billetpriser: 225,- + gebyr (forsalg) / 295,- (ved indgang) Børn uunder 12 år: kr. 100,- (kan kun købes ved indgang) Link: www. hitmedassens.dk Arrangør: Hit med Assens v/Mogens Lykke og Tobaksgaarden
Om de medvirkende ved HIT MED ASSENS 2010
Lørdag 14. august 2010
Gasoline
Gasolin’ Danmarks største rockband hyldede gennem 70’erne livet og kvinderne. Nu er tiden kommet til at kvinderne hylder Gasolin.
Idéen til Gasoline blev født i december 2003, da Gasolin´udgav The Black Box med samtlige albums. Frontfiguren, Line Münster-Swendsen, lyttede det hele igennem og tænkte “min seksualitet blev grundlagt i Gasolin´”.
Da Line var 6 år, blev hendes store passion for Gasolin skabt. Sangene og teksterne printede sig dybt ind i Lines bevidsthed og har givet hende følelsen af virkelig at være ægte elsket og begæret som kvinde. Line drømte om at være samtlige kvinder i deres tekster, uanset hvor trange skæbner de end måtte lide. Så nu er Gasoline ude for at fyre op under, hvor skønne kvinder er!
Gasoline består udelukkende af fantastiske kvinder og de vil sige Gasolin tak for de mange fede sange. Det gør de med en power og en kærlighed som de selv har oplevet ved at høre Gasolin.
Gasoline er jo heller ikke hvem som helst – Line er kendt som sangerinde og skuespiller fra musicalerne Atlantis og Miss Saigon på Østre Gasværk samt TV-vært på programmet Villa Medusa. De andre tøser har alle en stor bred erfaring fra det danske rock/pop-miljø – bl.a. kan nævnes Troels Trier & Rebekka Brüel, Gangway, Walkers + mange flere.
Så spænd rock-hjelmen for der bliver virkelig trykket til den - Gasoline leverer en fed fest !
Gasoline er: Line Münster-Swendsen (vokal), Lisbeth Rysgaard (guitar & kor), Birgitte Bjørn (lead guitar), Annette Bork (bas) og Ditte Brode (trommer).
Den Røde Tråd
Hvem mon man er før man bli'r til et stjerneskud - et puslespil en tanketorsk - en gulerod man må for fa'en ha' været no'ed
Velkommen til en musikalsk oplevelse: Den Røde Tråd – en hyldest til Danmarks nationalorkester Shubidua! Der er garanti for, at fællessang og god stemning når Den Røde Tråd spiller numrene fra Shubidua’s enorme hitkatalog. Alle sange bliver fremført tro mod originalerne, og der er kræset for korstemmer og lyd. Fokus er naturligvis på samspillet med publikum.
Den Røde Tråd er: Lasse Magnussen (vokal, mundharpe), Nicolai Jacobsen (guitar, kor), Thomas Olesen (keyboards, kor), Børge Lunde-Christensen (bas, kor), Morten Carøe (trommer) og Thomas Hansen (guitar)
Rigtige Mænd
Rigtige Mænd spiller TV2musik ned til den mindste detalje, så selv inkarnerede Steffen Brandt fans ikke kan høre forskel. Dette er blevet efterprøvet ikke bare ved Rigtige Mænd's utallige koncerter landet rundt, men også ved flere af tv-2's egne koncerter, dels i Pumpehuset i København og Kulturhuset i Roskilde, hvor Rigtige Mænd gik på scenen, og leverede ekstranumre for selveste TV2 !
"Udover den meget vellignende stemme er Thomas Gammelgaard også lang og ranglet ligesom Steffen Brandt, så det lykkedes faktisk for fem af nutidens unge at snyde en god del af de 600 tilskuere i Kulturhuset" (Dagbladet, Roskilde).
Lyt på et nummer med Rigtige Mænd – de har spillet sammen siden 1993, og kan i dag opfattes som eksperter inden for området TV2. Alt bliver serveret identisk i stil med TV2, og lukker man øjnene kommer man for alvor i tvivl om hvilket orkester der står på scenen.
Sanne Jam
Christina Chanée – vinderen af dette års danske melodi grandprix, og som skal repræsentere Danmark sammen med Tomas Nevergreen ved det internationale grandprix i Norge, er frontfigur i Sanne Jam. Hendes fantastiske stemme kender de fleste fra filmsucceserne Askepop – The Movie og Anja efter Viktor. Musikerne i Sanne Jam er blandt landets absolut dygtigste og spiller også med nogle af de helt store navne på den danske pop- og rockscene.
Der er dømt sved, rock og power når Sanne Jam går på scenen – og du er sikker på de fedeste hits og et show i topklasse! Sanne Jam tager dig med tilbage til de gode gamle Sneakers dage og fører dig med fest, farver og kyndig hånd gennem 80'erne og 90'ernes allerstørste hits lige til ”You've Never Been Loved Before”.
Sanne Jam er: Christina Chanee – vokal (Endelig Fredag, Nubian Fräuleins, Askepop, Anja efter Viktor), Mads Løkkegaard - guitar og vokal (Carpark North, Julie, Peter Belli), Anders Rose – keyboards og vokal (James Sampson), Henrik West – bas (Back4Good) og Jakob Mygind – trommer (James Sampson)
Thomas Helmig Jam
Disse dybt musikalske fyre er fascineret af Thomas Helmig og hans musik. Og netop fascinationen er essensen i Thomas Helmig Jam. De er alle vokset op med Helmig siden hans første plade kom i 1985 - på pladespilleren, i walk-man'en, til skolefesten. De har oplevet hans magi lige siden de første gang serverede en kop the for kæresten, smed en Helmig-skive på pladespilleren og fumlende forsøgte at lirke BH'en op - men desværre forgæves.
De har sidenhen oplevet Helmig til utallige koncerter rundt om i landet. Og alle disse oplevelser, efterhånden igennem 2 årtier, kulminerer i bandets fortolkninger af alle de Helmig-sange de elsker og kan på rygraden - spillet med hjertet og med en intensitet som kun kærlighed kan forklare.
På rekord-tid har Thomas Helmig Jam featuring Michael Trier opnået en kult-status og popularitet på spillesteder landet over. Det er ikke en overdrivelse, når anmelderne bl.a. skriver "Næsten som at opleve Helmig himself ". Og superlativerne er mange, når Thomas Helmig Jam atter forlader en scene i Danmark, og kritikerne endnu en gang skal udtrykke deres begejstring sort på hvidt.
Thomas Helmig Jam er: Michael Trier (vocal), Peter Lund Wiese (guitar), Michael Burgaard (bas) og Anders Jørgensen (trommer)
Konferencier Master Fatman
Master Fatman, musiker, sanger, bankovært, DJ, forfatter, teambuilder, tykmesteren - er kosmisk konferencieren der skal binde det store program sammen. Formentlig er han landets eneste kosmiske konferencier, hvor kærlighed, kærlighed og mere kærlighed danner rammen om arrangementet.
Master Fatman var før i tiden kendt som en reinkarnation af Bobby Ewing fra Dallas og berømmet for sit forbrug af flødeskumskager, senere som studievært i Frank of Denmark og stifter af Det Kosmiske Parti.
|